Sådan erobrede Socialdemokratiet udlændingepolitikken og vælgernes hjerter

I Danmark er Socialdemokratiet tilbage. Vælgeropbakningen ligger konsekvent på den gode side af de 30 procent. Engang var det en selvfølge for partiet, men sandheden er, at statsminister Mette Frederiksen skal tænke tilbage til folketingsvalget i 1998 for at finde et resultat, der overgår det.

1998 er et fremmed land. Politisk set et helt andet kontinent. Det var før «Systemskiftet» i 2001 – som gjorde Venstre under Anders Fogh Rasmussen til landets førende parti. Før det store skred. Før de borgerlige partier erobrede magten. Før udlændingepolitikken erobrede dagsordenen – og før de næsten to årtier, hvor Socialdemokratiet måtte vandre i ørkenen. Trods en enkelt periode i regering fra 2011–14 måtte de affinde sig med at have mistet førstefødselsretten til magten. Det var de tunge år. Danmark var ikke længere et socialdemokratisk land. Havde været. Det var overstået.

Og så skete det alligevel. Socialdemokratiet er vendt tilbage. Hvordan? Der er flere forklaringer, men udlændingepolitikken har spillet en stor rolle. Populært sagt: Partiet tabte magten på udlændingepolitikken og de fik den tilbage på udlændingepolitikken. I første tilfælde var man for slap. I sidste tilfælde blev man tilpas skrap til at afvæbne de borgerlige partier.

For nyligt drejede det sig om hjemsendelsen af flygtninge til Syrien. Før det var det debatten om børn af IS-jihadister i kurdisk fangenskab. I skrivende stund er det skærpelse af krav til statsborgerskab. I alle disse spørgsmål indtager Socialdemokratiet konsekvent et strammer-synspunkt. Internationalt trækker den danske udlændingepolitik overskrifter, men Socialdemokratiets succes rummer en lektie både for deres borgerlige modstandere og de mange europæiske socialdemokratier, der kæmper for at bevare relevans og vælgeropbakning.

Pointen? Vi kan slet ikke forstå udlændingepolitikkens rolle uden at forstå den som et element i en bredere fortælling om partiet. Heltene er koryfæer som Anker Jørgensen, og H.C. Hansen statsministre i 1950’erne og 1970’erne og hver på sin måde udtryk for en folkelig socialdemokratisme; skurkene humanistiske gutmenschen som tidligere miljøminister Svend Auken, der drejede partiet skarpt til venstre i 1980’erne, eller apolitiske teknokrater som tidligere finansminister Bjarne Cordyon, der gjorde partiets økonomiske politik umulig at skelne fra de borgerliges. Det handler om genskabelsen af «det klassiske Socialdemokrati», et anti-elitært folkeparti. Brun sovs, agurkesalat og kartofler som den politiske journalist Hans Mortensen skrev i Weekendavisen.

Borgerligt sammenbrud

Socialdemokratiets position er stærkere end meningsmålingerne viser. Partiets nyorientering har skabt rystelser dybt ind i den borgerlig blok. Ikke nok med, at den er vælgermæssigt i defensiven. Dens indre sammenhold er brudt sammen. Reelt set eksisterer der ikke en borgerlig blok. Det liberale parti Venstres vælgeropbakning er kollapset. Partiet er traditionelt det førende borgerlige parti. I foråret har det gamle landboparti næsten været nede at kysse de 10 pct.

Noget desperat har Venstres formand forsøgt at cementere sin lederrolle ved flere gange at insistere på, at han var «det store dyr på savannen». Det er dog som Thatchers sylespidst bemærkede: «Being powerful is like being a lady. If you have to tell people you are, you aren't.» Der er ingen elefanter på den borgerlige savanne. Kun en mængde store og små næsehorn, der ustandseligt bumler ind i hinanden.

Der tales nu åbent om «liberalismens krise». Den har alt at gøre med Socialdemokratiets nye kurs. Den erklærede nationalkonservative blogger Rune Selsing skrev i Jyllands-Posten, at han ville foretrække Mette Frederiksen frem for de borgerlige alternativer. «Mette Frederiksen er anderledes. Hun ankom med et tydeligt politisk program og en benhård vilje til at gennemføre det», vurderede han. Andre nationalkonservative er fulgt trop.

Nok så bemærkelsesværdig er det, at Socialdemokratiets appel også går til det liberale Danmark. Præsten Henrik Gade Jensen er tidligere spindoktor for Venstre. I 2004 var han med til at stifte den toneangivende liberale tænketank CEPOS. Han udtalte for nyligt i et interview til Kristeligt Dagblad, at han anså Mette Frederiksen som den bedste garant for Danmark «som en nationalstat med fokus på lov og orden, ret og rimelighed».

I bliver aldrig stuerene

Udlændingespørgsmålet har simret i den danske debat siden de første gæstearbejdere kom til landet i 1960’erne. Det var dog først fra anden halvdel af 1990’erne, at spørgsmålet fik politisk prægnans. Indvandringen var nu begyndt at ændre gadebilledet og det højre-populistiske Dansk Folkeparti var opstået ud af ruinerne af Fremskridtspartiet i 1995. Heller ikke her handlede det kun om udlændinge. Dansk Folkepartis udlændingepolitiske oprør var med journalisten Erik Meier Carlsens ord «de overflødiges oprør».

Allerede ved valget i 1998 fik partiet 7,4 pct. af stemmerne. Det var første gang udlændingespørgsmålets politiske bæreevne blev testet. Ved valget i 2015 toppede partiet med 21,3 pct af stemmerne. Største borgerlige parti. I dag er partiet kollapset, men der er opstået konsensus om det, der ofte kaldes «den faste og fair udlændingepolitik».

De fremmede i Ishøj

«Hvis indvandrerne ikke, i hvert fald i det ydre, vil tilpasse sig danske forhold, så mener jeg lige så godt, de kan rejse tilbage, hvor de kom fra. Vi kan ikke blive ved med at dæmme op for de problemer, indvandrere og flygtninge med deres anderledes levevis giver os.» Ordene faldt i Ekstra Bladet i 1987 og tilhørte socialdemokraten Per Madsen, der gennem en årrække var borgmester i Ishøj vest for København. Ishøj var – og er – som de fleste kommuner vest for København præget af arbejderklasse, socialt boligbyggeri, tung socialdemokratisk dominans – og fra 1970’erne også stadig flere indvandrere. Samlet kaldes de «vestegnsborgmestrene».

Per Madsen havde allerede fra midten af 1970’erne forsøgt at råbe Christiansborg og sit eget partis ledelse op. Det havde været forgæves. Under Svend Aukens lederskab rykkede partiet til venstre på udlændingepolitikken i 1980’erne. I det efterfølgende årti var det i det hele taget præget af en blanding af aldrende new left og ung, progressiv centrumvenstre-tænkning, som dyrkede den tredje vej, urbane, kulturelle værdier og omstillingen til globalisering. Her var der kun ringe plads til arbejderklassen og dens bekymringer, også når det gjaldt indvandring.

Derfor kunne partiets statsminister Poul Nyrup Rasmussen i 1998 endnu forsøge at mane udlændingespørgsmålet i jorden og lyse Dansk Folkeparti i band med de sidenhen så berømte ord: «Uanset, hvor mange anstrengelser, man gør sig… stuerene, det bliver I aldrig!» Det virkede ikke. Tværtimod. Ekkoet af disse ord har runget ned gennem nyere dansk politisk historie. Det var Socialdemokratiets «Basket of deplorables»-stund, et skæringspunkt som afslørede, at partiet var ude af trit med vælgerne. Foragt var eneste vare på hylden til de overflødige.

De store danske folkepartier

Valget i 2001 blev skelsættende. Meningsdanneren og præsten Søren Krarup, der kom i folketinget for Dansk Folkeparti det år, betegnede det som «systemskiftet». Det var ikke helt forkert. 8,5 pct. af vælgerne skiftede til de borgerlige partier. Der var udbredt skepsis mod masseindvandringen blandt socialdemokratiske kernevælgere. Det var ikke vanskeligt for disse vælgere at finde over i Dansk Folkeparti. Selvom Dansk Folkeparti blev opfattet som et fløjparti, var det netop i stand til at trække vælgere hen over midten. Det var udlændingepolitikkens egentlige potentiale.

I deres bog om 00’ernes borgerlige brydninger, Værdikæmperne, vurderer forfatterne Esben Schjørring og Michael Jannerup, at det i høj grad var Venstre, snarere end Dansk Folkeparti, der formulerede substansen i den udlændingelov af 2002, der brød med 30 års lovgivning på området. Socialdemokratiets vanskeligheder skyldtes således ikke blot en populistisk kritik af partiets udlændingepolitiske «slaphed», men at centrum-højre var villig til at lede kritikken ind i konkrete policies. Antallet betød noget. Det var det nye paradigme. På den måde blev «den faste og fair» udlændingepolitik et borgerligt varemærke ved siden af «skattestop», «opgør med smagsdommere» og reformer af den offentlig sektor.

Socialdemokratiets ørkenvandring er udgangspunktet for at forstå den vending der slog igennem i partiet mellem 2015 og 2019. Den handlede ikke kun om udlændingepolitik. Man kan dog sige, at udlændingepolitikken var og er et symbol på partiets ideologiske selvopfattelse. Da Socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt blev statsminister i 2011, slog hun samtidig opgøret med den borgerlige regeringens udlændingepolitik og «menneskesyn» fast: «Vi er en regering for hele Danmark og for alle danskere. Uanset om din familie har rødder i den anatolske højslette eller den jyske hede». Dog var partiet på vej over i en strammere kurs. Ved Folketingsvalget i 2015 gik Thorning-Schmidt til valg på «Stramme asylregler og flere krav til indvandrere».

Fokusgrupper

Hvordan skete det? Én forklaring kommer fra Jesper Claus Larsen: «Der er ingen tvivl om, at hvis du kigger på mit arbejde, så kan Socialdemokratiets nye position på udlændingepolitikken op til 2015-valget godt føres tilbage til mine første fokusgrupper i 2007.» Han var ansat i partiets politiske sekretariatet i år til år og partiets analysechef op til 2015-valget. I magasinet Zetland beskriver han, hvordan han på «road-trips» gennem hele Danmark arrangerede en mængde fokusgruppemøder med frafaldne Socialdemokratiske vælgere, der var gået til Dansk Folkeparti.

Det er Jesper Claus Larsens vurdering, at partiet dermed fik «en bedre analytisk forståelse af Dansk Folkepartis vælgere end noget andet parti, selv Dansk Folkeparti». Vurderingen bakkes op af journalisterne Søs Marie Serup og Mikkel Faurholdt – begge med en fortid som centrale pressemedarbejdere i Venstre. I en meget omtalt bog om Dansk Folkepartis fald, Skaberen, taberen, frelseren?, peger de netop på Jesper Claus Larsens analyser og Dansk Folkepartis manglende kendskab til egne vælgere som udslagsgivende.

Jesper Claus Larsens analyse viste to interessante punkter. Skiftet havde været tungt for mange vælgere. Hidtil havde man i Socialdemokratiet ment, at det netop derfor var irreversibelt. Det var, med den socialdemokratiske spindoktor Noa Reddingtons ord, som en kønsskifteoperation. De frafaldne blev afskrevet. Med det nye kendskab til de indvandringsskeptiske vælgere øjnede man nu muligheden for at vinde dem tilbage, for de frafaldne stemte netop Dansk Folkeparti, fordi de opfattede partiet som mere socialdemokratisk end Socialdemokratiet.

Ændring i dybden

Bolig- og indenrigsminister Kaare Dybvad har offentligt kritiseret denne forklaring og peget på, at partiet faktisk tabte 46.000 vælgere til Dansk Folkeparti i 2015. Omslaget kom først senere og skyldtes ifølge Dybvad, at man «valgte en mere klassisk socialdemokratisk politik med fokus på økonomisk omfordeling og en mindre liberal udlændingepolitik». Underforstået i opgør med den herskende linje under Helle Thorning-Schmidt.

Og måske ligger der en forklaring et spadestik dybere end fokusgrupper og designer politics. For ved nærmere eftersyn havde vestegnsborgmestrerne ikke talt for helt døve øren. I 1998 interviewede Information en række ungdomspolitiske formænd om Dansk Folkepartis fremgang. Formanden for Venstre Ungdom affejede partiet som et fænomen, der talte «til den indre svinehund» og anklagede de voksne politikere i sit eget parti for at lefle for Dansk Folkeparti. Til sammenligning fremlagde formanden for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom en mere nuanceret analyse, der ifølge avisens referat lagde op til en revision af socialdemokratisk tankegods: «Den nederste gruppe af samfundet ser ikke udviklingen med EU, globaliseringen og ny teknologi som en mulighed, men som en direkte trussel. Det er de ufaglærte, der bliver ofre for globaliseringen og den teknologiske udvikling. Men vi kan ikke proppe dem alle sammen på overførselsindkomster, for det kommer der ikke noget godt ud af.» Formanden hed Morten Bødskov. Han er i dag skatteminister.

Altinget Magasin har da også vist, hvordan kursændringen i Socialdemokratiet knytter sig til en personkreds med rødder i ungdomspartiet. De kom til at præge Socialdemokratiet afgørende efter valget i 2015. Før det havde flere af disse været kritiske over for partiets linje: «Det er kun socialdemokrater selv, der kan finde på at stille spørgsmålstegn ved Socialdemokraternes krise», skrev Kaare Dybvad i avisen Berlingske i 2014.

I dag udgør gruppen hovedparten af den socialdemokratiske topledelse. De er Mette Frederiksens løjtnanter. I den sammenhæng skal man også fremhæve hendes nu fhv. særlige rådgiver Martin Rossen og fhv. minister Henrik Sass Larsen. Sidstnævnte har spillet en betydelig rolle for den udlændingepolitiske drejning, allerede i Helle Thorning-Schmidts tid.

Hertil kom en gruppe af såkaldte «arbejderister» fra Socialistisk Folkepartis højrefløj, som var skallet af partiet efter en række hårde opgør. Arbejderisterne delte de yngre socialdemokraters udlændingepolitiske holdninger. Det blev endda en af dem, nemlig Mattias Tesfaye, der først som debattør og siden som integrationsminister blev ansigtet på partiets udlændingepolitiske profil.

Bøgerne

Denne personkreds kastede sig tidligt ud i et selvbevidst opgør mod partiets udvikling fra 1980’erne. I det opgør har en mængde velskrevne debatbøger spillet en fremskudt rolle. Det var bøger som forfatteren Lars Olsens En bygning slår revner (2013), som var et åbent angreb på Socialdemokratiets kurs under Thorning-Schmidt. Kaare Dybvads Udkantsmyten (2015) samt De Lærdes tyranni (2017) udfordrede på hver sin måde den Richard Florida-optimisme – at, lidt karikeret, fremtiden er at alle skaffer sig kreative jobs i globale, flerkulturelle storbyer – Dybvad mente, at havde præget Socialdemokratiet. Endelig var der arbejderisten Mattias Tesfayes Velkommen Mustafa (2017), der skildrede Socialdemokratiets udlændingepolitik gennem 50 år.

Og hvad var så bogens pointe?

Ja, at der intet nyt er i den socialdemokratiske skepsis mod indvandring. I den forstand er partiet med sin vending mod en strammere udlændingepolitik ikke slået ind på en ny kurs, men vendt hjem. Det var ikke en bevægelse mod højre, men en bevægelse hjem til det klassiske socialdemokrati.

Perspektivering

Rundt omkring i Europa er de gamle arbejderpartier i krise. I Tyskland og Storbritannien ser det sløjt ud. I Frankrig er Socialistpartiet helt i knæ. Det samme gælder i Nederlandene. I Norge ligger Arbejderpartiet pænere, men først efter længe at have forsøgt sig efter samme opskrift som de danske Socialdemokrater og vinde kernevælgere tilbage, ikke mindst i distrikterne. Vi skal dog kun tilbage til januar før vi så partiet reduceret til det tredjestørste parti i visse målinger. Overordnet set er de europæiske socialdemokratier præget af de samme udfordringer:

De er blevet partier for akademikere og offentligt ansatte. Derfor er Socialdemokratierne blevet hårdest ramt af den populistiske vælgerrevolte. Det danske Socialdemokrati har leveret et slagkraftigt bevis på, at et klassisk Socialdemokrati faktisk kan vende situationen. Her spiller udlændingepolitikken en central rolle. Hvis det gennem omfavnelsen af en stram udlændingepolitik er muligt at neutralisere spørgsmålet, kan partierne stoppe blødningen til højre. Når det først er sket, kan de gennem en mere venstreorienteret økonomisk politik tilgodese partierne på venstrefløjen og få ro på bagsmækken. Det danske eksempel viser, hvor slagkraftig en opskrift det kan være.