Om at syfilismelde sig

Naar verden gaar mig imot, og det undlader den sjelden at gjøre, naar dertil gives nogen leilighet, ja, da sykemelder jeg mig likevel ikke. Hvad skulde det saa ogsaa være godt for; man faar aldeles ingen sykelønn som rentenist. Nei, du maa forvalte dit pund, eller dine millioner av pund, hvad enten du er syk eller du ikke er syk. Derfor spiller jeg min bridge, derfor drikker jeg min pjolter, hvad enten jeg brygger paa en smule forkjølelse eller ei.

Men netop dette, at sykemelde sig, det lader til at have krøbet inn i vort sprog og i vort samfund. Folk sykemelder sig nu for et godt ord. Ikke bare det: De skammer sig heller ikke over det. Nu for tiden kommer folk trekkende med sine sygdommer i tide, og, ikke mindst, i utide. De staar frem, i aviser og paa fjernsynet, og vil skabe øket forstaaelse for depressioner, angst, udmattelse og lungekreft.

Ak, hvor man savner de gamle tider! En av mine onkler paadrog sig i sin tid en smule syfilis. Og hvad tror dere vel han gjorde dermed? Sykemeldte sig gjorde han nu i alle fald ikke! Tvert imod ladede hele familien som, at han aldeles ikke var syk, men i stedet havde bestemt sig for at dra ut paa landet for at lære sig kunstmaling. Som dødsaarsak opgav man: ”I hvert fall ikke nogen besynderlig sygdom.”